GospelFamily i Aabenraa med mere end 200 medlemmer har besluttet sig for at blive en selvstændig forening.
Aabenraa: GospelFamily i Aabenraa har besluttet sig for at blive selvstændig og dermed for fremtiden være uafhængig af Aabenraa Sogn. Det betyder i praksis, at de fire nuværende gospelkor samles under én folkeoplysende forening, og det sker med overtagelsen af GospelTeens og GospelRoots fra Aabenraa Sogn.
Samtidig stopper korleder Torben S. Callesen i sognet for at hellige sig korledelsen og udviklingen af GospelFamily.
At GospelFamily nu vælger at gå sine egne veje skyldes primært to ting.
- Det har nok været længe undervejs. GospelFamily og menighedsrådet har ikke trukket i samme retning. Vi har ønsket mere økonomisk støtte og større lokaler af Aabenraa Sogn for at kunne udvikle korarbejdet, siger Torben S. Callesen.
Det er især ønsket om nye og større lokaler, der har spillet en væsentlig rolle for GospelFamily.
- En af de ting, vi håber, selvstændiggørelsen kan føre med sig, er muligheden for at finde nye, gode øvelokaler. De nuværende er ikke egnede til så mange og så store kor som vores, siger Torben S. Callesen.
-
GospelFamily er en samlende betegnelse for de fire gospelkor GospelSpirer, GospelRoots, GospelTeens og GospelOaks.Visionen er at tilbyde alle aldersgrupper et kor på deres niveau og deres præmisser.
Selvstændiggørelsen af GospelFamily træder formelt i kraft 1. marts i år.
Indtil sommerferien vil vil Aabenraa GospelFamily dog stadig være at finde i Aabenraa Sogns menighedslokaler og kirke.
Forskellige ambitioner
Formanden for menighedsrådet i Aabenraa Sogn mener ikke, at sognet kan bruge flere penge på gospel.
- GospelFamily vil mere med gospelkor, end Aabenraa Sogns menighedsråd ønsker. Vi som sogn skal også bruge ressourcer på andre ting, som vi har ansvar for. Ved siden af de kirkelige handlinger gælder det eksempelvis babysalmesang, konfirmand-forberedelse og skole-kirke-samarbejdet, siger Sarah Arnkjær.
Lige nu bruger Aabenraa Sogn knap 300.000 kroner på årsbasis på de to kor GospelTeens og GospelRoots, og det mener menighedsrådsformanden er rigeligt.
- Jeg synes ikke, vi kan forsvare at bruge flere skattekroner på gospelkor, når vi som sogn skal være kirke for cirka 12.000 medlemmer af folkekirken, siger Sarah Arnkjær.
Formelt er GospelFamily blevet en selvstændig folkeoplysende forening pr. 1. marts i år, men indtil sommerferien vil de fire gospelkor dog stadig være at finde i Aabenraa Sogns menighedslokaler og kirke.